Skive Folkeblad 9.4.2022

9.04.2022

For Peder Degn Pedersen er det ikke et problem at rejse ind i et krigshærget land, for hjælpen skal nå hele vejen frem Marie Ibsen Hoffmann NØDHJÆLP Peder Degn Pedersen er blot en af mange borgere i Skive Kommune, som i løbet af den sidste måneds tid har været med i hjælpearbejde for ukrainere i krig eller på flugt. Ifølge ham selv er han en helt almindelig mand, der ikke skiller sig ud fra mængden. Han er dog en af de få danskere, som har rejst til Ukraine siden krigens start, og det mere end én gang. - Jeg har ikke på noget tidspunkt været bange for det, jeg gjorde. Fordi hvis jeg er bange for det, jeg gør, så gør jeg det ikke, fortæller Peder Degn Pedersen. Han er en del af Dienesmindes Venner, som siden 1991 har hjulpet østeuropæere på forskellig vis. En modig buschauffør Peder Degn Pedersen er pensioneret og har tidligere arbejdet som buschauffør. Det har derfor været naturligt for ham, at sætte sig bag rattet i foreningens store lastbil, når der skulle køres til Letland, Hviderusland eller Ukraine med hospitalssenge, konserves og andre ting, som danskerne ikke kan bruge mere, men som kan være guld værd for et land med færre midler. Krigen i Ukraine kastede dog et nyt og mere seriøst lys over foreningens foretagende, men det forhindrede dem ikke i, at fortsætte med arbejdet. Og der skulle da også mere end en krig til for at stoppe Peder Degn Pedersen med at køre lastvognen til Ukraine. - Jeg har hele tiden haft den tanke om, at selvfølgelig skal vi hjælpe. Jeg var tryg fra starten - ja selv inden jeg tog hjemmefra, fortæller han og påstår, at det kan være lige så farligt at gå over gaden i Skive centrum, som det er, at køre over den polske grænse. Helt til endestationen Peder har kørt Dienesminde-lastbilen til Vestukraine to gange i løbet af den sidste måned. Begge gange gik turen til byen Ternopil, som ligger omkring 250 kilometer inde i Ukraine mellem Lviv og Kiev, og sidste vogn var læsset med boxmadrasser og konserves doneret fra Tulip. For mange stopper nødhjælpen ved den polske grænse, men Dienesminde-bilen er vandt til at køre helt til endestationen: - Vi leverer ikke bare halve løsninger, vi gør det ordenligt, fortæller Peder Degn Pedersen, og beskriver hvor vigtig kontakten til ukrainerne er, når man kører helt ind i landet med nødhjælp: - Det er alfa og omega, at vi ved, hvem vi skal have kontakt til, og hvem vi skal læsse af ved. Det er egentlig nogle banale ting, men det er voldsomt nødvendigt, når vi gør det her. For jeg kender jo ikke nogen dernede. Vi ved ikke, hvor der er et lagerrum, hvor man kan hælde 50 kubikmeter ned i, forklarer han. Dienesmindes Venner har dog kontakterne i orden, så aflæsningen sker somregel problemfrit. Hver gang bliver hjælpen modtaget med kyshånd: - Når jeg så har læsset af så siger de: »Du kommer bare med et læs mere«. Det er den måde de siger det på, fortæller Peder Degn Pedersen. Hverdagen under krig Noget af det, Peder har lagt mærke til på sine ture er, at alting ser helt normalt ud. Næsten i hvert fald: - Dér hvor vi kom, i den del af landet, der er ingenting. Det er helt normalt. Folk går på arbejde, der er ingen ting, der er splittet ad eller noget som helst. Man skal tænke på, at Kiev ligger cirka 450 kilometer fra Lviv. Men situationen er speciel, og der er masser af check- points, hvor de render rundt med ting, der kan slå folk ihjel, for at sige det rent ud, fortæller Peder Degn Pedersen. De bevæbnede ukrainerne, gør ham dog slet ikke utilpas. - Det er jo nogle sindssyge venlige og rare mænd. De er fuldstændig ligesom dig og mig. Søde og rare, fortæller han, og understreger ordet »mænd«, da det kun er dem, der er tilbage: - Der er jo kun mænd tilbage. Alle vegne kun mænd. Det er da underligt. På turene til Ukraine har Peder Degn Pedersen oplevet at komme tættere på ukrainerne, også ved at snakke om andet end krig: - Vi snakker om deres koner, der er rejst til Danmark eller Polen. Vi snakker om almindelige ting, ganske almindelige ting. Ting som: »Hvad laver du, og hvor kommer du fra?«. Det er jo det, man spørger turister om. Vi er jo en slags tourister, når vi kommer, godt nok med specielle ærinder, ikke for at se på seværdigheder, men for at gøre nogle andre ting, fortæller han. En spændende rejse Selvom hverdagen i Vestukraine kan virke normal, er der dog ikke tvivl om, at landet er i krig, og at man aldrig ved, hvad der kan ske. - Jeg tror det endte med at blive mig, der skulle af sted, fordi der ikke var andre, der turde. Frygten for hvad der eventuelt kan ske, har gjort, at der ikke har været mange om buddet. Det er sådan det er, vi har alle sammen en tærskel for sådan nogle ting, fortæller Peder Degn Pedersen. For ham, er det også en tur, der kommer med en del spænding. - Det er spændende selvfølgelig. Det ville være underligt, hvis ikke man ville synes det. Det spændende ligger ikke så meget i køreturen, men mere i hvem man møder, og dem man snakker med, og hvad man kommer til at se, fortæller han. Peder Degn Pedersen er, ifølge ham selv, blevet beriget meget af at lære ukrainerne at kende. - Første gang var vi hjemme ved nogle af dem, der var med til at læsse af, og spise og få et bad. Hos de mennesker, som vi besøgte, var konen og børnene rejst til Polen, og manden havde sin mor til at bo der. Hun havde lavet en helt masse mad, og jeg kan dig, vi blev beværtet i den grad, fortæller han, og understreger, hvor gæstfrie ukrainerne er. - De er jo et rart menneskefolk, som har nogenlunde det samme syn på verden, som vi andre har. De har været meget uheldige. Ham den skaldede, som sidder bag en mur af skærme, han stopper ikke, siger Peder Degn Pedersen. Turen skal igen gå til Ukraine inden længe, men først skal lastbilen lige en tur til Letland og tilbage.

Dienesmindes Venner